Sådan slipper du for parkeringsbøder i byen

Tjek op på parkeringsregler i København og slip for parkeringsbøde

Billede credit: Getty Images

Hvert år udskrives tusindvis af bøder til danskerne. Det er særligt borgere eller besøgende i de større danske byer, som det går ud over. Der bliver nemlig – ikke overraskende – udskrevet flest bøder i København, Århus og Aalborg. Alene i Københavns Kommune blev der i 2016 udskrevet 306.044 bøder.

Årsagen til de mange bøder kan naturligvis være mange. Visse bøder er med al sandsynlighed selvforskyldt, mens andre bærer præg af uigennemsigtige parkeringssystemer, luskede parkeringsfælder eller grådige, privatansatte, provisionslønnede p-vagter. For god ordens skyld skal det lige siges, at ingen statsansatte p-vagter er provisionslønnede.

Uanset den givne situation er det altid en træls oplevelse at få en parkeringsafgift. Heldigvis er der hjælp at hente. Her får du nemlig en række tips og tricks, der kan hjælpe dig med at undgå de gængse parkeringsfælder, når du parkerer i byen.

Udnyt p-vagternes retningslinjer

Parkeringsvagterne i Københavns Kommune har fået udleveret et dokument på over 100 sider med diverse retningslinjer og regler for parkering. Heri findes der en række smuthuller, som du kan udnytte.

  1. P-vagten skal følge forsigtighedprincippet, der sikrer, at din bøde er berettiget. Det princip foreskriver, at bilen skal have været parkeret i mindst 4 minutter, inden bøden må udskrives.
  2. Stop p-vagten, før bøden er skrevet færdig, og du slipper for bøden. Når du at fjerne bilen, før bøden er færdigskrevet, får du ikke bøden alligevel.
  3. I loven fremgår det, at man skal parkere mindst 10 meter fra krydset. Imidlertid meddeler retningslinjerne, at der findes en bagatelgrænse på 1,20 meter. Det skyldes, at de færreste af os kan bedømme afstanden på øjemål.

Hold dig langt væk fra fodgængerovergange

Nu vender vi lige kort tilbage til punkt 3 under det første råd. Forgængerovergange har på samme måde som vejkryds særlige regler for parkering. Her må du på samme måde ikke holde for tæt på.

Fodgængerovergange bliver særligt overvåget af det offentlige parkeringspersonale, da der er mange farer forbundet med at have biler parkeret tæt på fodgængerovergange. En parkeret bil mindsker nemlig de andre bilisters udsyn, hvorved der lettere kan opstå farlige situationer for fodgængeren.

Hvis du vil slippe for bøder – så hold dig derfor langt væk fra fodgængerovergange!

Hold aldrig på en handicapplads

Det siger næsten sig selv. Alligevel bliver mange hvert år fristet til at parkere på en handicapplads. De ser jo trods alt indbydende ud – altid tæt på indgangen og aldrig i brug. Sådan er det desværre bare ikke altid. Så nyd at du har dit gode helbred, gå de ekstra meter og lad handicappladserne være i fred.

Parker udenfor byen

Skal du et smut ind til midtbyen og shoppe? Så kan det godt betale sig at parkere uden for byen. For eksempel har Frederiksberg meget mildere parkeringsregler sammenlignet med København, og bydelen har også et hav af steder, hvor du kan parkere din bil.

I Frederiksbergs parkeringszone kan du parkere to timer gratis, så længe du husker at sætte din p-skive. Der er også gratis parkering på helligdage og om søndagen, så i disse tidsrum kan du parkere kvit og frit i hele kommunen. Læs mere om parkering på Frederiksberg.

Parker i et indkøbscenter

Det lyder måske åndssvagt, men man skal virkelige gøre sig umage for at lave en ureglementeret parkering i et af indkøbscentrene i København eller omegn. Du skal ganske vist ofte betale for at holde parkeret, men det er intet i forhold til den potentielle p-bøde, du har i vente, når én eller anden obskur parkeringsregel dukker fra gemmerne.

For eksempel kan du parkere på Fisketorvet tæt på Københavns Hovedbanegård. Her går der et S-tog fra Dybbølsbro tæt på indkøbscentret og direkte ind til Københavns Hovedbanegård med kun ét stop. Så slipper du både for parkeringsbøde og for at skulle slås med alle de andre biler inde i byen, når du skal ud igen.

Bonustip!

Sidst men ikke mindst kommer man altid langt med at være høflig. Er p-tiden eksempelvis kun overskredet med nogle få minutter, eller holder du en smule uden for båsen, så spørg p-vagten, om ikke bøden kan annulleres.

Skulle du få et nej alligevel, så husk, at p-vagten bare passer sit arbejde. Og du kan i øvrigt klage over bøden til en højere myndighed, og det er her den endelige afgørelse bliver truffet: om du skal betale eller ikke betale din parkeringsbøde.